6.1 Brugerne

Gennem logning af besøg på Grønlands Statistiks hjemmeside er det muligt at følge, hvor meget Grønlands Statistiks produkter benyttes, hvilke produkter der er mest interesse for, og fra hvilke lande der søges information om Grønland. Opgørelser baseret på logning bliver offentliggjort i Grønlands Statistiks årsberetning.

 

Grønlands Statistik vil supplere besøgsstatistikkerne med undersøgelser af brugernes tilfredshed med de statistikker, de anvender. Der planlægges ikke en større brugerundersøgelse, men i stedet møder med centrale brugere i kommuner, interesseorganisationer, institutioner, forsknings- og undervisningsinstitutioner. Grønlands Statistik er i kraft af den fysiske placering af kontoret i daglig kontakt med centraladministrationen, så her vurderes behovet for brugermøder at være mindre aktuelt.

 

I forbindelse med den løbende undervisning i hjemmeside og statistikbanken vil Grønlands Statistik systematisk indhente deltagernes vurdering af hjemmesiden. Desuden opretter Grønlands Statistik et afsnit på hjemmesiden, hvor brugerne har mulighed for at komme med kommentarer og forslag til ændringer vedrørende hjemmesidens struktur.

 

Det er væsentligt at gøre brugerne opmærksomme på, at ikke alle ønsker kan imødekommes pga. begrænsninger i personaleressourcer og økonomiske ressourcer, og at eventuelle ønsker til nye eller ændrede statistikker derfor som hovedregel skal indgå i bestyrelsens prioritering af statistikker eller betales af brugerne selv.